StrikkeKomSammen fysisk og online
TilmeldFortælling om "Strikkeprojekt Rwanda" og "Garnnøglet – online strikkeklub i Dansk Blindesamfund"
Strikkeprojekt Rwanda
En strikkecollage skabt af blinde og svagsynede i Rwanda og Danmark, der forener mennesker.
Strikkecollagen strækker sig tre en halv meter op i luften, er to meter bred og består af en mosaik af 70 strikkede felter i forskellige grønne nuancer. Hvert kvadrat er forskelligt strikket, mønstrene brydes og flettes sammen igen. I midten af collagen er der tre hænder, der holder farverige lapper i gule, grønne og blå nuancer.
Alt sammen strikket af blinde og svagsynede i Rwanda og Danmark. Et fælles projekt faciliteret af kunstneren Misja Krenchel, der binder tråde mellem Rwanda og Danmark og mellem mennesker med synshandicap.
Under researchen til strikkecollagen talte kunstneren Misja med både de rwandesiske og danske strikkere om, hvilken betydning at strikke har for dem, og hvilke ord, de kunne sætte på i form af tanker og følelser omkring dette.
Det blev til i alt 12 udsagn, som blev strikket med punktskrift på 12 felter med ”popcorn” masker, så alle har en mulighed for at læse dem.
Kan blinde og svagtseende strikke?
Ja, det kan de i høj grad. Men for nogen kan det være svært at komme i gang, efter man har mistet synet eller dele af det. Men heldigvis er der mange, der finder vej tilbage igen til strikketøjet.
Garnnøglet - et online strikkefællesskab
Garnnøglet er et online strikkefællesskab for blinde og svagsynede strikkere fra alle dele af landet, som mødes ved skærmen hver anden uge. Strikker, deler erfaringer, inspirerer hinanden og skaber et socialt fællesskab omkring strikning.
Det er blandt andet gennem Garnnøglet, blinde og svagsynede strikkere blev rekrutteret til at deltage i skabelsen af den store strikkecollage med Rwanda. I alt har 20 danskere med synshandicap i alderen 20 til 92 år sendt deres bidrag til det strikkede kunstværk.
Garnnøglet, som startede i januar 2021 under Coronatiden, er et uundværligt mødested for blinde og svagsynede strikkere. Man mødes stadig hver 14. dag og udveksler grin, strikketips og nørder i opskrifter med videre.
Ekstraordinært holder Garnnøglet strikkeklub
søndag den 16. februar fra kl. 14-16
som en del af
Festival Vinterstrik Hirtshals uge 7 & 8.
Det er gratis, hvis du er med online. Er du med fysisk koster det kr. 130,- inkl. kaffe/te og kage. Der er plads til max. 15 fysisk.
Fortællere:
Gitte Micheelsen og Helle Riley – begge medlemmer af Dansk Blindesamfund
Læs mere om:
Undervisningssted
Praktisk information
- Hold nr:
- 25043
- Første møde:
- 16.02.25 kl. 14:00
- Mødegange:
- 1
- Lektioner:
- 3
Pris
- Fysisk fremmøde
- DKK 130,00
- Online
- DKK 0,00